Nyheder fra Langeland Kommunes Erhvervsservice
Se nyhedsbrevet i browser
 
Langeland Kommune

DI's erhvervsundersøgelse, cybersikkerhed, emballage og energipulje

 
Foto: ELS Production
Kære virksomhed i Langeland kommune
Måske så du ikke dette nyhedsbrev fordi, du gik på påskeferie? Derfor sender vi det igen, så du heller ikke bliver snydt, hvis det første nyhedsbrev nu ligger nederst i din mailboks.
 
I dette nyhedsbrev kan du læse om følgende: 
  • DI's erhvervsklimaundersøgelse - og en bøn
  • Cybersikkerhed
  • Emballage-krav
  • Energipulje der kan søges
 
Med venlig hilsen

Erhverv, Kultur og Turisme, Langeland Kommune

 
 

DI's erhvervsklimaundersøgelse - og en bøn

Lokal Erhvervsvenlighed 2025 - Hjælp DI med at styrke din kommunes erhvervsklima
 
Et stærkt, lokalt erhvervsklima er afgørende for at skabe vækst og konkurrencekraft i dansk erhvervsliv. Det gælder ikke mindst i turbulente og omskiftelige tider, hvor europæisk konkurrenceevne er under pres og hastige forandringer er en konstant. Her er stabile, lokale rammer og nært lokalt samarbejde et helt centralt fundament for, at danske virksomheder trives, udvikler sig og kan bidrage til det danske samfund. Derfor arbejder DI for at skabe de bedst tænkelige vilkår for erhvervslivet i kommunerne. Vi håber derfor, at du vil hjælpe os med at indfri den ambition og bruge fem minutter på at besvare dette spørgeskema, hvis du er en af de virksomheder, der har modtaget undersøgelsen.
 
Dit svar bliver naturligvis behandlet anonymt og vil indgå i en samlet analyse, som DI vil bruge aktivt i dialogen med politikere og embedsværket, bl.a. for at sikre kortere sagsbehandlingstider, lettere adgang til kvalificeret arbejdskraft og bedre infrastruktur.
 
Er du en af dem, der har modtaget undersøgelsen, så husk at dine svar skal være inde senest onsdag den 30. april 2025.
 
Læs mere om undersøgelsen på di.dk/le. Har du spørgsmål direkte til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte DI-konsulent Emil Strand på emst@di.dk eller DI-konsulent Sophie Dybdahl Gramstrup på sodg@di.dk.
 
 

Cybersikkerhed i en usikker verden

Det koster 47.000 kroner om dagen for din virksomhed, hvis du bliver ramt af et cyberangreb. Om dagen!

Tallene kommer fra en næsten spritny rapport, som TDC Erhverv har udgivet i anledning af Cyber Security Dagen, der blev afviklet i marts, og konsekvenserne for den ramte virksomhed er næsten ikke holde ud at tænke. Desværre fortæller rapporten også, at kun hver femte danske virksomhed har en beredskabsplan for, hvad man skal gøre, hvis uheldet rammer.

Virkeligheden er endda den, at cyberkriminelle i dag går efter alle – både enkeltpersoner, myndigheder og virksomheder i alle størrelser. Faktisk er mindre virksomheder ofte et nemmere mål, fordi sikkerhedsforanstaltningerne enten er svage eller helt mangler.

Hvad kan du så gøre?

Først: Få et overblik: Uden et klart overblik kan du nemt overse sårbarheder – og det kan blive dyrt. Få et hurtigt overblik over dit sikkerhedsniveau med Erhvervshus Fyns Cybersikkerheds Tool – helt gratis.    Du får:

  • En skræddersyet statusrapport med konkrete anbefalinger til forbedringer
  • Links til vigtige templates og dokumenter om cybersikkerhed
  • Et godt udgangspunkt for at kunne arbejde struktureret med cybersikkerhed

Det tager kun få minutter – og kan gøre en stor forskel.

Du kan finde redskabet HER. 

Kontakt også gerne Erhvervshus Fyn direkte for personlig sparring og input. 

Du skal have fat i:

Troels Larsen eller Claus Skytte Andersen

 
 

Emballagekrav - hvad nu?

Er din virksomhed omfattet? Forstå begrebet ’producent’

Den 1. juni 2025 nærmer sig – og med den følger at visse virksomheder har indberetningspligt under de nye regler for udvidet producentansvar for emballage. Men hvad betyder det egentlig for dig? Skal din virksomhed registreres? Hvordan sikrer du, at du overholder kravene korrekt og undgår unødige omkostninger?

Hvem er egentlig "producent"?

Hvis en virksomhed er ’producent’ i forhold til reglerne om producentansvar på emballage, betyder det, at virksomheden har producentansvaret for emballagen. Mange produkter og varer bevæger sig igennem flere virksomheder, inden de når slutbrugeren.

Reglerne om producentansvar på emballage definerer, at den virksomhed, som første gang tilgængeliggør et produkt på det danske marked, er ’producent’, og at det er denne virksomhed som har forpligtigelserne i forhold til producentansvaret.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at producentbegrebet i reglerne for emballageansvar adskiller sig fra den almindelige forståelse, af hvad en producent er. I forhold til reglerne om producentansvar kan en producent fx både være en importør, en virksomhed som får andre virksomheder til at producere for sig, eller en distributør.

Hvis du ønsker nærmere vejledning om producentdefinitionen og registerbekendtgørelsen, kan du læse Miljøstyrelsens vejledning af 28. marts 2025. Vejledningen vil løbende blive opdateret.

 
 

Erhvervspuljen med millioner til grøn omstilling i virksomhederne

Husk at Erhvervspuljen stadig er åben, og her i 2025 indeholder puljen 300 mio. kr. Puljen er åben indtil november- eller indtil den er tom.
 

Projekter støttes op til 50 procent

Energistyrelsens erhvervspulje er et økonomisk tilskud til danske virksomheder, der vil spare energi og CO2 fra energirelaterede udledninger. Virksomheder kan eksempelvis få tilskud til:
  • Udskiftning af gaskedler til varmepumper eller fjernvarme
  • Intern udnyttelse af overskudsvarme
  • Optimering af procesanlæg
Puljen støtter energi- og CO2-besparende projekter med op til 50 pct. af de støtteberettigede omkostninger og gør det dermed mere rentabelt at investere i en grønnere fremtid. Puljen omfatter nu også store virksomheder inden for fiskeforarbejdning. Virksomheder kan minimum søge 10.000 kr. til et projekt og højst få 112 mio. kr. i tilskud. Puljen søges via Energistyrelsens ansøgningsportal. 

 

Forenklet ansøgningsproces har øget interessen

Energistyrelsen gennemførte i 2022 en række initiativer, som forenklede ansøgningsprocessen og gjorde det nemmere for virksomheder at få støtte til energiomstillingen. Ændringen af ordningen har betydet, at ordningens afløb er steget markant.
 

FAKTA

  • Energistyrelsen gav i 2024 tilsagn for 443,6 mio. kr. fra Erhvervspuljen fordelt på 601 tilsagn. Det er en stigning på 21 pct. sammenlignet med 2023, da der blev givet tilsagn om 365,8 mio. kr.
  • Fremstillingsindustrien står for ca. en tredjedel af alle tilsagn om støtte fra puljen.
  • Der er givet tilsagn til 500 konverteringer fra fossil energi til grøn energi - primært fjernvarme eller el, herunder til mere end 200 nye varmepumper.
Læs mere om puljen her
 
 

Psst! Dårligt internet?

Vidste du at danskerne nu kan melde ind, hvis de oplever dårlig dækning?
 
Følg linket og meld om dårlig dækning HER
 
Kontakt:
Erhverv, Kultur og Turisme - Jane Jegind - jamaje@langelandkommune.dk
 
Du har altid mulighed for at ændre instillinger for de interesseområder, du modtager nyt om:
Rediger dine interesseområder
Følg os på LinkedIn og Facebook 
Hold dig hele tiden opdateret om nye tilbud eller spændende nyt fra Langeland Kommune:
Følg Langeland Kommune på LinkedIn
Følg Langeland Kommune på Facebook